Land og by

Ringsted Svømmeland gør klar til genåbning

Fra den 20. juli kan alle igen glæde sig til en svømmetur i Ringsted Svømmeland. Arkivfoto
Fra den 20. juli kan du igen få en svømmetur i Ringsted Svømmeland, og allerede fra dags dato kan Ringsted Svømmeklub igen komme i vandet.
Ringsted Svømmeland gør klar til at åbne for offentligheden. På grund af renovering af de store omklædningsrum og restriktioner på grund af corona/COVID19 er det i første omgang kun Ringsted Svømmeklub, der får adgang. Fra den 20. juli kan øvrige offentlighed bruge Ringsted Svømmeland.Oprindeligt skulle Ringsted Svømmeland være lukket af to omgange i 2020 og 2021, fordi de store omklædningsrum skulle renoveres. Da Ringsted Svømmeland blev tvunget til at lukke på grund af regeringens corona-restriktioner, besluttede Ringsted Kommune at fremrykke renoveringen af omklædningsrummene. Det betyder, at Ringsted Svømmeland nu kan genåbne og ikke skal holde lukket igen til næste år. Ifølge den oprindelige renoveringsplan har det hele tiden været meningen, at Ringsted Svømmeland skulle have været lukket i en periode og først kunnet genåbne i juli måned.Christian Abildgaard, leder af Ringsted Sport Center, siger:

– Corona-restriktionerne gør, at vi nu, hvor omklædningsrummene er under renovering, i første omgang kun kan åbne for Ringsted Svømmeklub. Her ved vi, hvor mange der kommer hver gang, og vi kan bedre udnytte de andre omklædningsfaciliteter, der findes i Ringsted Sport Center. Når herrernes store omklædningsrum er færdigrenoveret, kan vi åbne for Ringsted Svømmeland for offentligheden, siger han og fortsætter:

– Åbningen for offentligheden fra den 20 juli sker med hensyn til sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det betyder, at der kan være et begrænset antal mennesker i Ringsted Svømmeland af gangen. Derfor indføres der i en periode tidsbegrænsning på 1,5 time pr. besøg. Gæsterne bliver tildelt armbånd i forskellige farver, og der foretages løbende opkald via svømmelandets højtaleranlæg.

Ringsted Svømmeland vil også have ekstra personale til at vejlede gæsterne, og der vil være ekstra fokus på rengøring og hygiejne samt adgang til håndsprit.

Fra den 20. juli kan der med hensyn til corona-restriktionerne maksimalt kunne være omkring 100 aktive i Ringsted Svømmeland. Fra den 1. august vil det tal stige til 200 forudsat, at de nationale sundhedsmyndigheder fastholder planen for genåbningen af alle funktioner i Danmark.

Åbningstider er fra den 20. juli – den 9. august:

  • Man-, ons- og torsdag: 10.00-18.00
  • Tirs- og fredag: 10.00-21.00
  • Lør- og søndag: 10.00-16.00

Alle hverdage er der morgensvømning for voksne fra kl. 06.00-07.45.

Alle dage lukker billetsalget én time før lukketid.

Fra den 10. august vil åbningstiden være kl. 14.00 på alle hverdage, da skoler og institutioner bruger svømmeland indtil da.

Kommentarer